Blog om agile metoder, udvikling og ledelse


vaner, life-hack, dagbog, personlig trivsel

Hvad kan rykke mig fremad i dag?

Morten Ulrik Sørensen | 22.02.2021

Jeg får overraskende meget ud af at arbejde med en dagbog om morgenen, så her er lidt tanker om hvorfor det lige virker for mig nu.

Jeg har tidligere (faktisk for cirka et år siden da alt det her nedlukning startede) skrevet om hvordan jeg prøver at forbedre min morgenrutine. Det har i det store og hele været godt for mig; det er rart at starte hver dag med at komme lidt ud og få lidt motion, og lidt mere refleksion og ro er der også kommet ud af det, synes jeg.

For nyligt blev jeg så hevet igennem en "mini-challenge" med en hel masse andre elementer til en god morgen. Der blev introduceret én ny ting per dag, og det var lidt for hurtigt til at det umiddelbart kunne sætte sig fast hos mig alt sammen, men et af elementerne ramte tilsyneladende ret godt plet for mig: at arbejde lidt med en dagbog hver morgen.

Kære dagbog - med vindmølle

Der var forslag til brug af dagbogen, men instruktionerne var ikke firkantede; man kunne skrive hvad der faldt én ind, eller finde på ting, man er taknemmelig for. Den første dag var der dog meget konkrete forslag: Hvad er dit næste store mål i livet? Hvad har du at bygge på? Der var flere store spørgsmål, og det blev en længere omgang.

Dagbogshack: Jeg gør mig umage med skriften, selvom det ikke falder mig naturligt at skrive pænt. Det føles mere som om "jeg er værd at bruge tid på" på den måde.

De efterfølgende dage var instruktionerne mindre omfattende, men indeholdt forslag om at finde på "actions" der kan bringe det store mål tættere på. Det havde jeg egentlig ikke meget fidus til, for mit "livsmål" for tiden er noget stort og svært at få ordentlig tag på (måske er det så mere et "livshåb"?), men det var nu godt at sidde med dagbogen og morgenmaden og tænke over hvad der mon egentlig kunne hjælpe, og så udvælge sig et konkret skridt at gøre lige præcis i dag. Og minsandten, første dag kom jeg faktisk lidt videre.

Det er ikke nyt for mig at tænke over, hvad jeg vil prøve at gøre i dag, men det er nyt at afsætte tid — bare et par minutter — til at sidde med pen og papir og forholde mig til hvad der kan gøre en forskel. Først hvad der kan gøre en forskel over de næste par uger eller måneder, og så vælge noget, der kan rykke mig fremad i dag.

Således opmuntret prøver jeg at gøre det til en vane at have dagbogen med, når jeg spiser morgenmad. Hvordan vil jeg kunne komme videre? Hvad vil jeg prøve i dag? Nogle dage har jeg haft noget andet kørende i hovedet, og så har jeg i stedet skrevet en halv side om det i stedet,[^Denne blogpost startede på den måde.] men i begge tilfælde har dagbogen givet mening.

Det koster det meste af min "avis-tid",[^Papir i weekenderne og (indtil nu) netnyheder og weekendens aviser på hverdagene.] men foreløbigt er jeg godt tilfreds med byttet.

Your milage may vary — men hermed en anbefaling af at prøve det af en gang i mellem og se om det også gør noget godt for dig.

Opdatering en par måneder senere: Jeg synes stadig ideen er god, men de fleste morgener bliver det til en ganske kort brug af dagbogen om morgenen. Hurtigere, fordi det blev for asocialt at sidde for mig selv med en dagbog når der er andre ved morgenbordet. For tiden skriver jeg én sætning om hvad jeg vil prøve i dag, stadig ud fra hvad der kan flytte mig i den rigtige retning, men med en ekstra ambition om at det meget gerne må være et eksperiment; noget jeg kan lære af.